ateist.blog
13.2.04
  Den store, stygge fremtid...

3 måneder. Alt hvad der er tilbage. Så er folkeskolen forbi, fortid, 10 år af mit liv som jeg kan tænke tilbage på med et nostalgisk blik i øjnene. Nogen ting vil sikkert blive savnet, og en frygtelig masse ting vil man være glad for at komme langt væk fra. Nogle få klassekammerater som man håber på at holde kontakt med, en del som bare kan forsvinde ud i glemslen og aldrig vende tilbage. Og hvad så nu? Videre skal man, på en eller anden måde. Et lille kig på mulighederne:

Havde jeg haft lidt mere lyst til at møde nye mennesker, var jeg sikkert taget på efterskole. Jeg kunne nok have fundet en, som ikke udelukkende henvendte sig til dem der ville have idræt og/eller drama hver eneste dag. Mødt en masse nye venner, prøvet at komme væk hjemmefra, stå på egne ben, alt det der. Alle jeg kender der har prøvet det, siger at de har fået deres livs bedste år. Men efterskole er ikke mig...det er sikkert dovenskab (mig, ikke efterskolen). Jeg er tilfreds med at kunne komme hjem fra skolen hver eftermiddag, hoppe ind foran computeren og lave intet. Læse lidt bøger, lave lektierne hen ad vejen, selv have styr på hvornår der er et eller andet arrangement med vennerne jeg har lyst til at deltage i. Og være alene når jeg vil det, ikke mindst. Og hvor fører det os hen? Tja, almindelig 10. klasse har jeg ingen grund til at tage, jeg kan lide boglige fag, naturvidenskab, alt det der. Farvel til folkeskolen, hej til gymnasiet.

Og havde jeg boet i en lidt mindre by, var trængslerne stoppet der. Men Odense er stor nok til at den tvinger mig til at vælge mellem 4 gymnasier ( Odense Katedralskole , Sct. Knuds Gymnasium, Mulernes Legatskole og Tornbjerg Gymnasium). Jeg skal ikke gå ind på de forskellige gymnasiers "rygter" (det der er for snobberne, derude går flipperne, osv.) - dels fordi det sikkert ikke passer, dels fordi jeg er ligeglad, fordi jeg alligevel ikke finder et der er berømt for at være befolket af piger der kan lide filosofi og matematik (og de piger findes, jeg så en forleden dag. Ja, jeg var dum nok til ikke at prøve at komme i kontakt med hende). Men der er nogen praktiske ting der skal tages højde for. De to sidstnævnte gymnasier giver mig mindst 30-40 minutters transport hver vej, og det er ikke sjovt på en kold vintermorgen. Så det efterlader os med to muligheder, begge steder jeg har været til intromøde på osv. De tilbyder begge alle de valgfag jeg vil have, ligger tæt nok på mig til at jeg kan cykle derhen, og begge steder kender jeg omtrent 0 personer i forvejen. Den eneste forskel er egentlig, at gymnasie nr. 2, (Sct. Knuds) er omtrent dobbelt så stort. 11-12 nye klasser hvert år. Om det er godt eller skidt vil der nok være delte meninger om - det gode er selvfølgelig, at der er langt større chance for at møde nogen man deler interesser med, omvendt vil det nok være en pænt overvældende følelse at starte sammen med 300 ukendte mennesker. Så min ide er at søge ind på gym 1 (Katedralskolen), forhåbentlig sammen med to andre fra min klasse (at de så er omtrent er de to eneste, jeg har lyst til at holde kontakt med, er jo glimrende). Så er det bare at håbe på man kommer ind...jeg lader være med at komme ind på alle de tekniske detajler der afgør det, det afhænger mindst af alt af dit karaktergennemsnit.

Ok, der er faktisk en ekstra mulighed, som, hvis den var praktisk mulig, lød fristende. Den Internationale Studentereksamen - svarer nogenlunde til det matematiske gymnasium, bare med al undervisning på engelsk. Noget i retning af det perfekte forspil til en eventuel uddannelse i udlandet, og i hvert fald et gigantisk boost til mit engelsk. Men når Nyborg ligger 40 kilometer fra Odense, så jeg enten skal op kl. 5 om morgenen og kan regne med at være hjemme på ca. samme tidspunkt om eftermiddagen, eller skal bo på et efterskolelignende sted, så kan det slukke lidt for begejstringen. Ærgeligt, er det.

Havde jeg været et år yngre, havde jeg ikke behøvet at sætte mig ind i om jeg skulle på sproglig eller matematisk linje - så havde frk. Tørnæs istedet givet mig en lang række langt mere uigennemskuelige valg. Nu er mine muligheder til at overskue: sproglig, den skræmmende mulighed med 4 (fire!) fremmedsprog, naturfag og sådan noget. Eller matematisk,den lidt rarere, med matematik (whoa, overraskelse), fysik, og kun 2 fremmedsprog. Og lige siden jeg begyndte med fysik/kemi i 7., og fik en mindre åbenbaring ved at læse Hawkings Univers, har jeg ikke været i tvivl om at jeg skulle være matematiker. På trods af velmenende sproglærere ("jamen, Thomas, du har jo altid haft så let ved det tyske") og en morfar der blev matematisk student i 1950, dengang hvor regnestokken var moderne. Han prøver ihærdigt at overbevise mig om, at det meste højere matematik ikke kan bruges til noget overhovedet - et virkelig fantastisk råd fra en mand, som blev journalist med speciale i kulturstof...

Og så er der faktisk kun et lillebitte valg tilbage. Valg af 2. fremmedsprog. Suk. Skal jeg sparke mig selv bagi og bruge timer på at terpe tysk grammatik, eller skal jeg starte på et helt nyt sprog (fransk, spansk, italiensk)? Godtnok kan jeg ikke lide tysk, og jeg tvivler på at jeg nogensinde kommer til at bruge det, slet ikke når jeg regner med at få en masse engelsk i gymnasiet. Men omvendt - hvis jeg starter på f.eks. fransk, glemmer jeg lynhurtigt alt tysk jeg har lært, og jeg tvivler på, at jeg kan nå at få lært nok fransk på to år i gym, til at det for alvor bliver brugbart. Så står jeg tilbage med mit engelske, og fragmenter af to sprog jeg ikke kan bruge til noget...så hellere give den lidt ekstra i tysk, håbe på at jeg kan redde nogle bare nogenlunde gode karakterer hjem, og så i det mindste have endnu et sprog jeg kan tale flydende. Så kan det også være jeg kan læse Nietzsche på originalsproget, eller noget...


Og lød det besværligt, så skulle hoppet fra 1.g til 2.g skulle være endnu mere frustrerende, har jeg hørt. Og så har jeg slet ikke nævnt alt det der kan gå galt med en dårlig klasse, dårlige lærere, manglende motivation, alt det der. Well, jeg harlige fået ferie (Mwahaha), de helt mørke og pessimistiske briller bliver liggende i skuffen lidt endnu.

mvh. Thomas. 




Gæstebog

Blogs:
42
Zuffox
Isbjørnen
Johan
Martin
Brummer
Lasse Rimmer

Diverse:
pcplayer
Radikale Venstre
Ateisme
Transhumanisme
DeviantArt
Min Kæreste
Send mig en mail

Læser:
Filosofi
Matematik
The Introverts

Hører:
Lambchop
Anti-Flag
Lostprophets


Ser:
Alias


Archives
This page is powered by Blogger. Isn't yours?