Whine
(Denne blog er skrevet under hårdt pres, grænsende til psykisk terror. Hvis den er halvskidt, er det ikke mig der skal have skylden).
Skolen er ved at blive en monoton oplevelse efterhånden. For et halvt års tid siden kunne jeg faktisk godt lide at gå i skole, at lære noget nyt, skrive stile ud fra et spændende emne, osv. Være ham der som alle lærere er så glade for.
Det er jeg vistnok stadigvæk, men det er ikke ligefrem lysten der driver det hele længere. Nu skriver jeg stilene for at prøve at hente de gode karakterer hjem, ikke fordi jeg kan lide at skrive 4½ side om Naturen eller om
an exciting journey through Europe which ends in a great surprise. Underholdningsværdien i at analyse kortfilm og digte er forsvundet lidt. Det meste kører på rutinen, ikke på "glæden ved at lære nyt". Der er selvfølgelig undtagelser (andengradsligninger, yay), men det er ikke så sjovt som det har været.
Og det er ikke på grund af mine lærere. De er nogle rare mennesker, allesammen. De er også alle sammen, med en mulig undtagelese, fuldt ud kompetente til at banke noget viden ind hovederne på os. De har masser af erfaring, virker endda engagerede i det de laver. Nej, dem jeg er irriterede på er mine klassekammerater (mærk ironien i sidste del at ordet). Dem der skal udnytte enhver mulighed til at ødelægge timerne og få læreren til at bruge tid på at skabe ro igen, dem der "glemmer" lektierne og så kan bruge timerne som legeplads, som af en eller anden selvopfundet grund har et gigantisk had mod alle lærere, og som nok skal fortælle os andre om det (
Fuck, han skal fandeme ikke bestemme om jeg skal lave det her, den narrøv).
Og det lyder sikkert mægtigt arrogant og autoritetstilbedende, alt det her. Jeg kan jo bare være ligeglad, kan jeg. Og jeg er sådan set også ligeglad om samtlige brianer på Paarup Skole ender som arbejdløse eller småkriminelle eller hvor de nu vil hen. Min irritation bygger bare på, at jeg er sikker på, at alle, mig, brianer, lærere, alle, vil få det så meget rarere, hvis de (relativt få) spader som ødelægger det for os andre prøvede at vise at de gad deltage. Hvis de gad være lidt med i timerne, så de istedet for at sidde og være seje og sige "fisse!" når læreren ikke hører det, gad gøre en indsats. De ville finde ud af, at lærerne ikke ville råbe af dem, at de måske ligefrem ville fatte en smule af det vi arbejdede med. Hurrahurra, alle bliver glade, jeg lader være med at sidde i mit hjørne og komme med syrlige bemærkninger.
Jeg ved ikke om det er mig der laver en fejlobservation, men brian-adfærd ser ud til at være gruppebetinget. De fleste er flinke mennesker når man er alene med dem eller sidder i en lille flok og snakker. Men så snart en fire-fem-seks stykker er samlet, går der ged i den. Så skal man gejle hinanden op og konkurrere om hvem der har den mest idiotiske væremåde. Og hvis man så bare kunne gøre et eller andet for at adskille dem, smide dem i forskellige klasser, hvad ved jeg, så kunne det måske løsne lidt op, de kunne nøjes med at være brianer til festerne i weekenden, men når bare der er nogle enkelte i hver klasse, påvirker de resten, og nogen personer jeg egentlig godt kan lide ryger med i det seje fælleskab.
Men det er derfor jeg er irriteret på dem - jeg fatter dem ikke, forstår ikke hvorfor de træffer de valg de gør. De passer ikke den hyperrationelle lilleverden som jeg bebor sammen med alicebot. Og jeg er et brokkehoved uden lige, og ser kun tingene fra min egen vinkel. Håbløst ubalanceret og fuldt af selvmedlidenhed. Og skolen er da også på mange punkter også ret fucked, trods alt. Jeg kan godt se, at det virker meningsløst at lære algebra og tysk grammatik når man regner med at fremtid kommer til at bestå af teknisk skole og et job som tømrer hos farmand. Det eneste fag du kan vælge fra er tysk, lidt mere valgfrihed ville bestemt heller ikke gøre noget ved engagementet. Giv dem dog sløjd i stedet for tysk eller halvdelen af matematiktimerne, hvis det er der interessen ligger, det må da kunne give resultater. Ulla Tørnæs, den bitch...
Forresten - hvordan kan det være, at man bliver betragtet som halvsær, når man ikke gider være social i al ens vågne tid? Når en klassekammerat spørger om man vil med på netcafé, ind til byen, med til fest, eller et eller andet andet, og man svarer at man hellere vil være hjemme og slappe af, og derefter får et "Nå..."-svar, som med al tydelighed viser, at vedkommende da godtnok synes at man ikke kan være bekendt at sige nej til at bruge tid sammen med ham/hende? Hader det...jeg skal ikke kunne sige om min klasse udelukkende består af vidundervæsener med et enormt kontaktbehov, men jeg er begyndt at få en mistanke om det.
Men jeg er lidt doven og irriteret, kort sagt, og det her var vistnok stopfuldt af selvmedlidenhed. Det må i så pænt undskylde. Jeg stopper her, så håber vi på noget lidt mere spændende næste gang.
Og vi slutter med et komplet irrelevant citat:
If one man offers you democracy and another offers you a bag of grain, at what stage of starvation will you prefer the grain to the vote?
Bertrand Russell
