Giv mig en tidsmaskine
Jeg burde være i godt humør - det er weekend, man er lige kommet godt igang med Otherland, som er mindst lige så fantastisk som den var førhen, vejret er tilpas skidt til at man ikke "bør" være udendørs, osv. Alt sammen meget idyllisk på sin egen måde. Alligevel går jeg og er i lidt skidt humør - muligvis netop på grund af førnævnte Otherland. Måske fordi jeg bare rent generelt læser for meget science-fiction og ikke har nok virkelighedsforbindelse til at kunne skille bøgerne fra virkeligheden. Det der nager mig er, at det tidspunkt som en meget stor mænge sci-fi bøger skildrer som det tidspunkt hvor det for alvor begynder at blive sjovt - hvor ægte AI lykkes, hvor vi begynder at få permanente baser andre steder i solsystemet og så småt er ved at kigge længere væk, hvor virtual-reality-verdener bliver virkelighed, hvor vores levealder med medicinsk hjælp kan forlænges - som noget der ligger omkring år 2100, plus/minus en tyve-tredive år. Altså, det tidspunkt hvor jeg i bedste fald sidder og mimrer et eller andet sted og drømmer mig tilbage til dengang Ringenes herre-filmene var state of the art...
Og hvis det så bare lod til at være et komplot imellem samtlige sci-fi-forfattere, at fremtiden for alvor ville folde sig ud om cirka 100 år, så var det til at acceptere. Men en stor del forskere, bla. inden for netop AI-feltet (
Ray Kurzweil og
Hugo deGaris, for at nævne et par stykker) forudser også, at det tidspunkt hvor ægte AI vil opstå ligger omkring dette tidspunkt, muligvis lidt før (Deres opfattelser om hvad det vil betyde varierer godtnok - Kurzweil er nærmest utopist, deGaris tror det vil føre til en altødelæggende krig...). Og med AIen vil følge, i hvert fald ifølge Kurzweil, en eksponentiel udvikling inden for videnskaben - computerne vil konstant kunne forbedre sig selv, og kombineret med den størrelse som processesorer til den tid vil have, vil selv mikroskopiske elektroniske hjerner have tænkeevne millioner af gange større end den menneskelige. Og med det vil følge en revolution inden for videnskaben, som jeg frygtelig, frygtelig gerne vil opleve. Alt dette afhænger selvfølgelig af, om man tror at AI overhovedet kan lykkes (hvilket jeg gør), og hvilken betydning den vil have på samfundet, og det bliver en anden blog. Tilbage er bare en stor frustration over, at ligemeget hvad der sker, vil jeg være ti-tyve år for sent på den, og jeg har ikke en chance for at gøre noget ved det. Friggin ærgeligt, er det.
USA er netop landet på Mars, og præsident Bush vil om kort tid fremlægge planer om at lave en base på Månen, som skal være grundsten for den første bemandede mission til Mars. Det vil naturligvis tage tid - måske er vi stadig tyve år fra, at det første menneske sætter foden på den røde planet. Men det skal nok ske en dag, det er jeg sikker på. Og vil jeg være i live til at opleve det? Meget sandsynligt. Måske vil jeg endda opleve en kolonisering af Mars i min levetid - hell, hvis jeg keder mig nok, kunne jeg sikkert finde på at melde mig, med min nobelpris i fysik under armen kunne jeg sikkert godt komme med (den skulle lige ud...). Men det er ikke det jeg vil opleve. Jeg vil se menneskeheden sprede sig som myrer i hel galaksen, se hundreder af milliarder mennesker flyve omkring mellem stjernesystemerne, skabe liv på alle de stjerner jeg kan se hvis jeg løfter hovedet fra mit tastatur og kigger ud af vinduet. Og måske, en dag når man mindst venter det, støde på fremmed liv, og langt om længe indse at vi ikke er alene i det ufattelige Univers. Det er den storhed jeg vil føle, ikke bare sætter et fodaftryk på en planet som ligner Nevadaørkenen med mindre tyngdekraft.
Men med mindre der sker noget højst mærkeligt, så vil det ske et par årtier efter jeg er død. Ret deprimerende, når man tænker over det.
mvh. Thomas. (venlig hilsen?
venlig? bah, jeg er alt andet end venlig).
