Jeg kom til at læse lidt om Platon i juleferien. Han var en sær fætter, var han - jovist, det gamle Grækenland ses som demokratiets vugge, men det kan du ikke holde Platon ansvarlig for. Faktisk var han dengang en af aristokratiets største forkæmpere - først og fremmest udløst af hans foragt for Athens brede borgerskab, da han så dem som direkte asvarlige for Sokrates' dødsdom og henrettelse. Så Platon var en bitter, bitter mand, arrogant er ikke for stærkt et ord, da han formulerede sin politiske filosofi. I stedet for at uddele magten til folket, skulle de viseste - filosofferne, som han meget behændigt kaldte dem - styre landet. Efter Platons lære, selvfølgelig. Han forudsatte, at filosofferne var de eneste der kunne indse sandheden, og at de derfor, naturligt nok, ville være bedre egnet til at styre, end den store og uoplyste masse. Man kan invende meget mod Platons ideer - dels, at de fordi de bygger på en så fast og dogmatisk lære sandsynligvis vil skabe at statisk samfund hvor for eksemplet videnskabelige ideer som kan påvirke samfundet slet ikke vil opstå, og selvfølgelig også, at det vil være en umulig opgave at udvælge dem som skulle være egnede til at styre samfundet, eller bare det at definere hvad der netop gør en til en god hersker. Teoretisk set har Platon muligvis en smuk vision, men rent praktisk er utopisk vist det eneste positive ord vi kan bruge om den..
Og hvor vil jeg hen med al den virtuelle historiepladder? Mjo, jeg kom til at tænke på, at selvom jeg langt fra deler Platons holdning til samfundet, så har han stadig et par vigtige pointer om, hvad der skal få et demokratisk samfund til at fungere. Det kræver, først og fremmest, borgere der vil deltage i det. Og som rent faktisk har en ide om, hvad det er de deltager i, og som ved nok til at træffe bevidste beslutninger og ikke bare følge de repræsentanter der tilbyder mest muligt for færrest muligt penge. Simpel logik, for mig at se, men det betyder ikke det behøver være en realitet. Og et lille kig på nutidens politiske scene gør ikke optimismen større. Det er så dejligt let at bilde folk ind, at deres skatteprocent er omvendt proportionel med hvor godt deres liv er - i stedet for at fokusere på emner, der ligger bare en smule længere væk end bankkontoen og næste lønseddel. Folk (for at bruge en ikke nærmere uddybet generalisering) er fandens optagede af dem selv og deres trygge dagligdag - hvilket da også er retfærdigt og forsvarligt nok, men det betyder ikke at man skal miste det store perspektiv. Bah, jeg er lige så gnaven som Platon...
Men en anden ting, for at blive lidt ved demokratiet, er det der med et dejligt udtryk hedder demokratisering. Som i når et stort vestligt land med vold og magt forsøger at omforme et land som i lange tider har været vant til andet end diktatur og undertrykkelse. Jojo, tanken er smuk, og jeg skal heller ikke gøre mig til talsmand for totalitarisme eller tanken om at vi kun kan finde ud af demokrati her i Vesten (hvilket nogen politikere har gjort med hentydning til at demokrati kræver kristne værdier for at virke. Dø...), men når du står med et land i hånden som aldrig har prøvet et simpelt demokrati før, så står du med en legeplads for populisme og tomme løfter. Og smid så oveni, at du måske står med et land hvor sult og fattigdom er dagligdag, så kan du ikke forvente at befolkningen fra den ene dag til den anden er parat til at træffe beslutninger om meget andet end det der netop har betydning for deres umiddelbare dagligdag. Og så er vi tilbage ved forrige afsnit...så heller et midlertidligt styre som kan varetage staten til så mange som muligts bedste, imens befolkningen langsomt vænnes til at være deltagere i et demokrati.
Eller også er jeg bare sur over at skulle stå tidligt op.
Læst: Bertrand Russell: Western Philospohy
Hørt: Christopher Lee & The Tolkien Ensemble: At Dawn in Rivendell.
Jeg kom til at læse lidt om Platon i juleferien. Han var en sær fætter, var han - jovist, det gamle Grækenland ses som demokratiets vugge, men det kan du ikke holde Platon ansvarlig for. Faktisk var han dengang en af aristokratiets største forkæmpere - først og fremmest udløst af hans foragt for Athens brede borgerskab, da han så dem som direkte asvarlige for Sokrates' dødsdom og henrettelse. Så Platon var en bitter, bitter mand, arrogant er ikke for stærkt et ord, da han formulerede sin politiske filosofi. I stedet for at uddele magten til folket, skulle de viseste - filosofferne, som han meget behændigt kaldte dem - styre landet. Efter Platons lære, selvfølgelig. Han forudsatte, at filosofferne var de eneste der kunne indse sandheden, og at de derfor, naturligt nok, ville være bedre egnet til at styre, end den store og uoplyste masse. Du kan komme med mange indvendinger mod Platons ideer, selvfølgelig, og det er der også blevet gjort. Dels at så dogmatiske ideer uundgåeligt vil føre til et statisk samfund hvor ting som videnskab og kunst ikke ville kunne trives eller udvikle sig. Og selvfølgelig også, at det sikkert vil være umuligt at definere de kriterier man skulle udvælge de egnede filosoffer efter, og sørge for at det ikke går som adskillige kommunistiske eksperimenter og en enkelt magtsyg mand kan blive diktator. Godtnok forestillede Platon sig landet styret at de vise, men han så alligevel sig selv siddende allerøverst.
Og hvor vil jeg hen med al den virtuelle historiepladder? Mjo, jeg kom til at tænke på, at selvom jeg langt fra deler Platons holdning til samfundet, så har han stadig et par vigtige pointer om, hvad der skal få et demokratisk samfund til at fungere. Det kræver, først og fremmest, borgere der vil deltage i det. Og som rent faktisk har en ide om, hvad det er de deltager i, og som ved nok til at træffe bevidste beslutninger og ikke bare følge de repræsentanter der tilbyder mest muligt for færrest muligt penge. Simpel logik, for mig at se, men det betyder ikke det behøver være en realitet. Og et lille kig på nutidens politiske scene gør ikke optimismen større. Det er så dejligt let at bilde folk ind, at deres skatteprocent er omvendt proportionel med hvor godt deres liv er - i stedet for at fokusere på emner, der ligger bare en smule længere væk end bankkontoen og næste lønseddel. Folk (for at bruge en ikke nærmere uddybet generalisering) er fandens optagede af dem selv og deres trygge dagligdag - hvilket da også er retfærdigt og forsvarligt nok, men det betyder ikke at man skal miste det store perspektiv. Bah, jeg er lige så gnaven som Platon...
Men en anden ting, for at blive lidt ved demokratiet, er det der med et dejligt udtryk hedder demokratisering. Som i når et stort vestligt land med vold og magt forsøger at omforme et land som i lange tider har været vant til andet end diktatur og undertrykkelse. Jojo, tanken er smuk, og jeg skal heller ikke gøre mig til talsmand for totalitarisme eller tanken om at vi kun kan finde ud af demokrati her i Vesten (hvilket nogen politikere har gjort med hentydning til at demokrati kræver kristne værdier for at virke. Dø...), men når du står med et land i hånden som aldrig har prøvet et simpelt demokrati før, så står du med en legeplads for populisme og tomme løfter. Og smid så oveni, at du måske står med et land hvor sult og fattigdom er dagligdag, så kan du ikke forvente at befolkningen fra den ene dag til den anden er parat til at træffe beslutninger om meget andet end det der netop har betydning for deres umiddelbare dagligdag. Og så er vi tilbage ved forrige afsnit...så hellere et kvalificeret, midlertidigt styre, som kan tage vare på landet, og så langsomt uddelegere magten til befolkningen når de har vænnet sig til at leve i et levende demokrati.
Eller også er jeg bare sur over at skulle stå tidligt op.
Læst: Bertrand Russell: Western Philospohy
Hørt: Christopher Lee & The Tolkien Ensemble: At Dawn in Rivendell.
